Melodisk Duet

For at kunne skrive et polyfonisk værk til flere pladespillere måtte jeg lære at bruge pladespilleren på en facon der gjorde det muligt for mig at spille melodiske motiver. Det ville være et vendepunkt hvis jeg kunne få dette til at fungere, da det ville skabe udgangspunktet for at flere pladespillere kunne lave harmoniske klange når de så blev spillet på samme tid.

Intention

Jeg ville skrive et værk der havde til formål at udforske, hvorvidt pladespilleren kunne stå på linje med andre melodiske instrumenter når der skal spilles melodiske motiver. Værket skulle udmunde i en duet mellem pladespilleren og et andet melodisk instrument. For at være skarpere i min søgen opsatte jeg også et dogme for den melodiske pladespiller

Metode

• Jeg skal bruge én pladespiller ved at manipulere pitch hastigheden skal jeg kunne spille melodiske motiver
• Forat styre amplitude bruger jeg en dj mixer, der kan crossfade, afskære lyden, filtrere frekvenser ud af lyden eller tilføje diverse psykoakustiske effekter.
• Pladespilleren skal spille sammen med min modular synthesizer som har en prekomponeret sekvens.

Dogme

-En vinylplade bliver skåret i sinustonen C. Denne sinus spiller udelukkende tonen C i de 15 minutter, som er skåret ind i pladen. De toner, der genereres ud fra grundtonen på vinylen, skal ske udelukkende igennem en manipulation af pladespillerens tallerkenhastighed enten via pitchkontrollen eller et tilknyttet midi-keyboard som kan styre tallerkenens hastighed.

-Jeg skal indrage mindst ét element fra mine præparerede eksperimenter for at beholde en rød tråd i min forskning.

Resultat

VIDEORESULTAT AF KONSTRUKTIONEN OG VÆRKET: “Den melodiske pladespiller”

Tanker

Jeg nåede i mål og fik stor tilfredsstillelse af at bruge pladespilleren som et melodisk toneinstrument. Det er altid med ærefrygt, at jeg nærmer mig pladespilleren som et instrument, da det jo er et helt nyt felt på det store musikalske lærred. Jeg hentede mod og inspiration fra Robert Moog, som er skaberen af Moog synthesizeren(MOOGSYNTHESIZER). Han skabte et instrument, som skulle imiterer andre tonale instrumenter igennem waveform lydkilder, og tilknyttede også et tangentkeyboard til denne. Moogen ligner et slags klaver med en masse dreje potentiometre, men lyder som noget helt andet end et klaver – noget overjordisk for mig. Den samme følelse har jeg med pladespilleren. Det mekaniske apparat burde spille sange og albums, dog bruger jeg det som et instrument. Instrumentet skifter karakter alt efter hvilken vinylplade der sættes på. Jeg tror, at overraskelsesmomentet i netop dette er en force – Da dette akusmatiske greb åbenbar døren for en bredt lærred af lyde og klange. 

Wendy Carlos skabte “Switched on Bach”, som var interpolationer af Johannes sebastian Bachs værker til synthesizeren(SWITCHEDONBACKLP). Det blev en kæmpe succes og var med til at vinde den brede befolknings accept af synthesizeren, for at citere den nu afdøde Yahya Hassan, “der skal ikke opfindes den dybe tallerken, men blot serveres en suppe i den som du aldrig har smagt før”. Det bevidner endnu engang for mig, at vi mennesker køber præmissen om, at et instrument godt kan imitere noget allerede genkendeligt og stadig blive betragtet som en ny ting.

Nye opdagelser

På pladespilleren opdagede jeg en helt ny palet af overtoner, der blev tilført testtonen, da den blev transponeret. Jeg opdagede at testtonen blev kraftigere, da hastigheden blev højere på pladetallerkenen. Her introducerede den mekaniske tallerken sine udfordringer: Jo hurtigere rillen bliver spillet, jo kraftigere lyder det. Dette sker pga. den mekaniske gnidningsmodstand, der opstår mellem diamantnålen og selve rillen. Jeg sammenholdt min teori med Fletcher Munsons “Equal-loudness contour grafen”(Db-Loudness Perception), som viser en sammenhold mellem frekvens til dB-graf. Ud fra det skabte jeg min egen graf: Tallerkentempo-mekanik til dB-ratio for pladespilleren (Db-Pladetallerken). Denne graf forestiller jeg mig bliver et vigtigt værktøj fremover når jeg skal arbejde med dynamikken i mine kompositioner. 

Efter jeg havde komponeret værket opstod der nye spørgsmål i mit hovede og disse er jeg faktisk stadig er ved at tage stilling til: 

Jeg kan nu spille toner, og jeg kan scratche på tonerne, men hvor ligger balancen? Hvor meget scratch og hvor mange rene toner skal jeg fremføre i mine kompositioner? I hiphop musikken er jeg vandt til at scratche i starten en sætning eller et beat for at fremskynde og time afsættet for at den skal ligge i time enten på et beat eller til et beat. Kort sagt er jeg vandt til at scratch i starten af et motiv. Dj premier er et godt eksempel på dette og demonstrerer i dette lydklip fra pladen "a decade of Gangstarr" præcis det jeg snakker om. (GANGSTARRFULLCLIP)

Jeg er stadig ved at afbalancere mine scratches, jeg prøver at blive klogere på hvornår jeg skal scratche i et melodisk motiv, hvis jeg feks scratcher meget på et melodisk motiv bliver mit lydbillede meget mættet, og måske afhænger dynamikken også af selve kompositionen. Jeg er stadig ved at tage stilling til dette.

Èn ting som jeg bemærkede var at musikken fra værket på trods af 

Min hiphop baggrund mindede mere om noget fra en sci-fi film. Denne lydæstetik blev måske affødt af at min modular synthesizer lignede et cockpittet på et rumskib eller et fly. Kommende  eksperimenter vil forhåbentligt kaste mere lys over mine æstetiske valg. Jeg skrev at et af mine dogmer var at indrage et præpareret element fra mine tidligere forsøg, je sendte dog med at blive inspireret af en gammel video af den danske DJ KNUD, hvor han laver et dj show som bliver kaldt fluesmækkeren, ved at placere sin ortofon pickup på pladetallerkens sideriller så opstod der en brummende lyd (LINK TIL DJ KNUD FRA DMC 1992). Jeg imiterende hans teknik i min komposition med min pickup, dog brugte jeg den som en baslydkilde mens jeg transponerede pladetallerkenen. Dette kan ses i Tidskode 5.50 i mine video. 

I mit næste værk arbejder jeg yderligere med konceptet omkring den melodiske pladespiller.