Redefinition

 

Min største frygt med solist uddannelsen var at skulle komme ud på den anden side uden at have rykket mig som person og kunstner. Det var bla derfor jeg valgte at skyde med sprede hagl i starten af min forskning, jeg ville ikke forhindre mig selv i at udforske bestemte dele af pladespillerismen, jeg var åben og jeg ville gerne vokse. Det var en fordel at jeg virkelig elsker alt ved pladespilleren og ideen om at kunne gå på en skole der faciliterede et forskningsgrundlag.

Jeg var nu kommet til et punkt i min forskning hvor det var vigtigt at træde et skridt tilbage for at opsumere og fordøje alt have jeg havde beskæftiget mig med hidtil for at skabe et overblik.

 

Der var så meget materiale, så mange ekspertimenter, og det vil være forkert at sige at jeg først startede denne rejse på solist uddannelsen, jeg lavede også eksperimenter før solist uddannelsen. Ideen om at skrive pladespiller symfonien startede jo allerede dengang jeg fandt min første pladespiller i skraldespanden tilhørende den klassiske plade. Jeg ville udtrykke mig på samme måde, bare med pladespilleren. 

 

I denne sektion af min artist Research catalogue vil jeg nu derforskabe mig et overblik over mine værtkøjer hidtil, og redegøre for i hvilket omfang mit projekt har skiftet karakter.

 

Kan projektet overhovedet lade sig gøre?

 

Indtil videre har jeg multikameraoptaget mig selv, brugt loop pedal, og optaget musikken som multitracks i logic. Men hele formålet med Min symfoni er at jeg gerne ville skrive og opføre den live til min afgangseksamen, og jeg føler ikke at jeg indtil nu har formået at lave en sammenhængende performance uden brugen af disse metoder.

Derfor vurderede jeg at dette var et knudepunkt i mit projekt. Hvis jeg skulle vokse ud af min lille osteklokke af studycases var det vigtigt at jeg foretog mig endnu en studycase hvor jeg ik bare skulle komponerede et værk, men også optræde med den.

I mit næste Polyfoniske studycase C, optræder jeg derfor i en video optagelse som var det opførelsen af en af satserne til min symfoni. Dette skal lykkedes for mig ellers er jeg på skideren.

 

Hvad kræver det at få dette til at lykkedes.

 

Jeg er nødt til at udvikle et system der gør det muligt for mig at kunne styrer flere pladespillere på engang. Dette vil jeg gøre ved at alliere mig med min computer. Computeren skal ik som sådan lave en lyd, den skal blot hjælpe mig med at have flere hænder og arme. Jeg skal kunne styrer alle pladespillerne, fordi det er essentielt for mig hvis jeg skal få Symfonien til at lykkedes. I Menuen Horisontalt og vertikalt Pladespillerisme redegøre jeg for den metode jeg har udviklet til formålet.

Dette betyder i store træk at jeg skifter metode sådan så jeg fremadrettet ikke kan gemme mig bag videooptagelser hvor jeg kan editere mig ud af fejl.

Ved at udvikle dette system sætter jeg en fed streg under et af mine bekymringer om hvilken rolle jeg har i min symfoni. Jeg vil udvikle et system hvor jeg er både, dirigent, komponist, teknikker og udøvende musiker.

 

Mine æstetiske og kompositoriske valg

 

Jeg ved nu at blødlaks plader lyder mere lofi, og derfor føler jeg mig inviteret til at komponere musik der er af nostalgisk værdi for mig. Jeg konkluderede i sidste studycasse at det skyldes mine konnotationer til de arabiske cassette bånd vi lyttede som små. Jeg konkluderede også at jeg har en tendens til at lyde som soundtracket til 80er Sci-Fi film. Jeg har brugt meget tid som ung foran fjernsynet hvor mine brødre og jeg kunne se film som, Robocop, terminator, Contact, Fluen og tilbage til fremtiden. De musikalske scores til disse film kan sammenholdes ved at være en blanding af stryger arrangementer som spiller op af elektroniske synth motiver. Det er mit bagland foruden hiphop musikken som jeg er vokset op med. Hiphop musikken i mine æstetiske valg repræsentere en form for puls eller rytme, som je dog også har med i næsten alle mine kompositioner her på hjemmesiden. Jeg føler stadig der er meget forskning at indhente omkring plade formater og deres virkning på min kunst, derfor har jeg en hel menu tilegnet dette som hedder “formater” på min artist research catalogue.

 

Et kompositorisk Narrativ

 

Jeg er bevidst om hvilke soniske og kompositoriske værktøjer som jeg er drevet af men der mangler noget. Jeg har været så optaget af at få de tekniske aspekter til at spille sammen at jeg til tider glemte hvilket kompositorisk narrativ som min musik skulle have. Jeg ved godt at det dog nok er sket underbevidst. Men jeg havde brug for et system jeg kunne læne mig op ad eller benytte mig af. Derfor vil jeg i min næste studycase gøre brug af en historie fortællings teknik som man bruger i romaner eller film, til at skabe dette narrativ.

 

Den Akusmatiske Pladespiller

 

Jeg brystede mig af at jeg ville stille op med 20 pladespillere til min afgangs eksamen. 20 pladespiller kommer til at se virkelig flot ud på scenen og jeg kommer til at løbe rundt som en galning. Jeg har endda 20 pladespillere i mit studie som jeg har indsamlet over de sidste 2 år til symfonien.

Men er det virkelig nødvendigt med så mange pladespillere?

Er det mon min maximalistiske tilgang til projektet der endnu engang diktere at større måske er sejere?

 

Pladespilleren er et akusmatisk instrument, og hvis et symfoni orkester har 80 instrumentalister på en scene, kan jeg jo tilsvarende have 80 instrumentalister og deres venner på bare én plade. Jeg vurderede at jeg kunne skrive min musik på 4 pladespillere. Jeg ville istedet opskalere pladerne så jeg havde flere plader med. Tanken bag pladespiller reduktionen taler også ind i at man ikke behøves det store maskineri der ligger bag et symfoniorkester for at kunne skrive en symfoni. Der er noget betryggende og befriende ved at kunne imitere maskineriet på egen hånd.

Disse fire pladespillere som jeg opfører min symfoni på er derfor også et udtryk for at en lille "spiller" i gamet kan bokse mod et etableret system hvor man skal igennem en række poster og veje for at få lov til at opføre sin symfoni.

 

 

 

En emotionel tilknytning til mit instrument

 

Min indgangsvinkel til musikken var at jeg fik et talerør igennem lyde og toner hvori jeg kunne udtrykke mine følelser bedre end igennem mit gebrokne danske sprog. Det minder mig om at alt have man foretager sig i livet på en eller anden måde altid vil være politisk. Jeg har altid været tiltrukket af at kunst kunne gøre verden til et lidt federe sted. Jeg tror at min emotionelle tilknytning til mit instrument blev forstærket da jeg begyndte at tænke over den kontekstuelle placering af mit projekt i samfundet.

 

Jeg har jo valgt at bruge ordet en symfoni. At skrive en symfoni i sig selv er utrolig fag, genre og social samt samfundsmæssigt betændt. Hvem må skrive en symfoni? Hvornår må man kalde noget for en symfoni? Og vigtigst af alt hvorfor vælger jeg at bruge ordet symfoni fremfor Polyfonisk pladespillerisme. Jeg har dedikeret en hel menu på denne hjemmeside som hedder perskeptiv hvor jeg tænker over ordvalget og hvorfor det netop er vigtigt for mig at bruge ordet symfoni.

 

 

Overblik over mine opdagelser og redefinerede værktøjskasse

 

    • JEG SKAL OPFINDE ET SYSTEM SOM KAN STYRE MINE PLADESPILLERE OG VÆRE MINE FORLÆNGEDE ARME

 

    • JEG BRUGER IKKE 20 PLADESPILELRE TIL OPFØRELSEN AF MIN SYMFONI MEN 4

 

    • JEG SKAL BRUGE ET NARRATIVT SYSTEM DER KAN HJÆLPE MIG MED AT SKABE EN DRAMTURISK UDVIKLING OG NARRATIV I MIN SYMFONI

 

    • JEG SKAL FINDE UD AF HVORFOR JEG HAR VALGT AT BRUGE ORDET SYMFONI

 

    • JEG SKAL REDEGØRE FOR HVORFOR LIGEPRÆCIS DENNE SYMFONI SPILLER EN VIGTIG ROLLE I SAMFUNDET

 

    • MIN DJ MIXER GIVER MIG MULIGHED FOR AT SKABE AMPLITUDE GESTURE OG JEG KAN DERFOR SKULPERE LYDEN

 

    • JEG ER BEVIDST OM AT PLADE FORMATTET PÅVIRKER MIG TIL AT SKRIVE MUSIKKEN I FORSKELIGE RETNINGER

    • NÅR JEG PRÆPARERE MIT INSTRUMENT SÅ TILLADER JEG PÅ SAMME MIGSELV AT KUNNE GIVE SLIP PÅ DEN KONTROL JEG HAR HAFT SVÆRT VED AT SLIPPE I FORTIDEN