FORMATER
Det sted i min forskning hvor jeg blev mest inspireret og forundret var med mit arbejde omkring formater. De forskellige materialer pladerne var lavet af introducerede et hav af nye overtoner jeg hidtil ikke havde begået mig så meget i. Jeg lærte også en del nye ting om pickupper og de mekaniske aspekter af rillerne og selve tonearmen på paldespilleren.
Disse elementer åbnede døren til at jeg begyndte at gribe min værktæjskassen an på en ny måde.
I denne sektion af min artist research catalogue vender jeg derfor tilbage og kigger på min brug af plade formater, pickupper og tonarme. Jeg vil ligeledes redegøre for hvilke nye veje og nye kunsteriske valg som disse nye opdagelser har påvirket mig til at bruge.
Plade formater: Struktur og Tekstur
Vinyl pladen som vi kender den idag er lavet af (PCV: Poly Vinyl Chlorid). Når man sender en master dub plate til vinyl tryk, sker det således at man skærer en dubplate (Lak plade), side A og B. Denne bliver så sendt til en fabrik hvor der bliver lavet en metal støbning af hverside. Metal støbningen kan så lave et omvendt tryk på et stykke PCV materiale. På denne måde kan man masseproducere sin vinyl plade til udgivelse.
De forskellige pladestørelser kan varier helt ned til 1cm radius og så eller op til flere meter. Men det mest anvendte format er en 12 tommers plade af enten 140 eller 180 gram.
Da vinylpladen er lavet af et organisk materiale opstår der selvfølgeligt slidtage når nålen kommer i kontakt med rillerne. Denne schlidtage kaldes også "recordburn" og den er uundgåelig og afhænger af mange faktorer såsom antal afspilninger til hvor mange gram man pålægger nålen på selve pladespilleren.
I mit projekt har jeg benyttet mig af både vinylpalder, Dubplates og blødlaks plader, sidste nævnte er det samme som lakplader bare i endnu ringere kvalitet.
De forskellige nedslidnings variationer afhænger selvfølgeligt også af hvilken materiale som pladen er lavet af. De nedslides hurtigst i denne rækkefølge:
De forskellige nedslidnings variationer af disse plader havde hver især deres præg på lyden i rillen, så meget endda at teksturen til tider kunne ændre sig til et nyt lydbillede for mig.
Mit forhold til struktur og tekstur
Jeg nævner op til flere gange at jeg bliver draget af de overtoner som opstår ved slidtagen af blødlaks pladerne. Det giver mig konotationer til Lofi hiphopmusik som jeg kender. Jeg konkluderede at netop denne slidtage på blødlaks pladen inviterede mig til at skrive musik af en mere melankolsk karakter. Denne følelse blev selvfølgligt forstærket af dubplates eller blødlaks plader da slitagen var hyppigere.
Lofi musik spiller en vigtig rolle i min musikalske baggrund, jeg nævner flere gange at jeg er vopkset op med arabiske kassettebånd. Kassettebåndet er også et opslideligtformat og efter mange tusinder af aflytninger ville der opstå en hiss og nye overtoner. Disse bånd vi lyttede til var ofte sørgelige sange og digte og dem brugte til at dulme vores afsavn til det land vi netop havde flygtet fra. Jeg vurdere at min konotation til lofi derfor er melankosk og jeg blev her draget til at skrive i en lidt blåt jargon når jeg lavede harmoniske klange og motiver på disse blødlaks og dubplates.
Scratching på disse plader
Vægten af disse forskellige pladen spillerde en stor rolle i hvorvidt jeg kunne være taktil i min scratching. En dubplate er lavet af acetat materiale som omfavner en tung aluminiumspalde. Acetatet er faktisk også grunden ti lat dubplates lugter af eddike. Man valgte at placere denne aluminium plade inde i acetat omslaget for at undgå at dubplaten gik i stykker når den skulle transporteres til en Vinyltryk fabrik. Denne forøgede vægt pådubplaten betyder i mit tilfælde at den er svær at scratche på, vægten af en dubplate kan løbe helt op til 340 gram/12tommer og det gør at nålen har nemmere ved at hoppe ud af lak rillerne pga den vibration metalpladen inde i lakken påfører nålen.
Blødlaks pladen derimod er kun en smule større end en cd og vejer helt ned til 50 gram, denne er også lavet af acetat men man der er ingen aluminiums plade inde i. Dette gøre den ideal at scratche på, men som tidligere nævnt så opslides denne også hurtigere. Man kan faktisk allerede efter 10 scratches i samme rille høre slidtagen, som en gravis saturation.
Vinylpladen er den mest optimale at scratche på da vægten på 140gram og den langsomme nedslidningstid er en god ratio man kan arbejde med.
Men alt har sin pris, og det er som om at der er en usynlig regel der hedder sig, at jo hurtigere du kan skære/trykke pladen des hurtigere går den "i stykker”. Det stillede nogle kreative benspænd iform af krav jeg skulle tage stilling til når jeg ville komponere et værk på pladespilleren.
For at blive en smule klogere på disse formater og hvordan de påvirker waveforms har jeg derfor lavet nogen grafer som jeg kunne referer til når jeg skulle forberede en komposition med de tilhørende plader.
-Den første graf jeg vil vise er Hvordan en Sawtooth waveform bliver nedbrudt over tid på samme technics sl 1200mk2 pladespiller med samme vægt, nål og pickupper over et tidsinterval. (nedslidningsgraf)
Jeg hørte engang en koncert på konservatoriet spillet af den tidligere eleve Thibault Gomez hvor det flygl han spillede på uhensigtsmæssigt gik ud af stemning under koncerten der varede 1 time. Dette gav mig en ide til at jeg en dag ville prøve at arbejde med et format der var i evig transformation.
I min forskning med blølaks pladen tæntke jeg at jeg endeligt kunne forene tanken med det praktiske.
Jeg begyndte herefter at lege med ideen om slidtage og hvordan den kunne bruges i en realtid i en komposition. Jeg lavede derfor et værk hvor jeg pålægger meget vægt på en sinustone i en en låstrille(lockedgroove) som jeg har skåret på blødlaksplader. Jeg bruger min metode fra tidligere til at skabe en komposition i sammenarbejde med min computer og Ableton live der styrer pladetallerkens hastigheden alt imens jeg bruger min dj mixer til at skabe amplitude Gesturer. Det som er I fokus i dette værk er derfor hvordan den lockedgroove i sinustonen bliver nedbrudt og tilføjer overtoner i takt med at rillen i mit lockgroove bliver nedbrudt.
Lyden på de forskellige materialer
Lyden imellem de forskellige pladeformater er rimelig subtil efter min vurdering før nedbrydningen sker. Men jeg kunne stadig fornemme at de samme waveforms lyd lidt forskelligt på pladerne, på trods af at de blev afviklet på identiske pladespillere etc. Jeg har her lavet en spektograf måling af forskellige waveformenes overtoner på forskellige pladeformater
Pickuppen, nålene og vægten
Jeg oplevede også at den mekaniske påvirkning af pladespiller-tonearmen gjorde ved lyden. Jeg har været vandt til at pålægge alt den vægt jeg kunne på mine plader så nålen ikke hoppede ud af rillen når jeg scratchede.
Men i mine forsøg med de soniske værdier og de forskellige plader bemærkede jeg at lyden fik en anden karakter når jeg eksperimenterede med forskellige indstillinger også.
Alle pladeformaterne jeg har arbejdet med hidtil er stereo plader, det er vigtigt at nævne fordi det skulle vise sig at få en betydning for min forskning.
En pickup diamantnål bliver sænket ned i nogle mekaniske riller, her bevæger nålen sig både vertikalt og horisontalt.
Den horizontale bevægelse opfanger stereo feltet af musikken, hvormed den vertikale opfanger mono informationer. Når man skærer en plade deler man derfor musikken op i frekvens områder hvor alt eks under 150hrz er mono og alt derefter er stereo.
Denne metode er i lydteknik domænen også kendt som Mid/side processeering.
Herunder redegør jeg for hvorfor netop dette spillede en rolle i min forskning med formater og tonearmen.
Nåle formater og tonearme
Moderne pickup producenter deler nåle op i 2 katagorier. Eleptisk og Sfæriske nåle. Den elliptiske nål er mere rund i sin fysisk og opfanger derfor mere af stereo informationerne når den presses mod siderne, Dette giver derfor en mere HiFi lyd, dens runde form gør dog at nålen ikke sidder ligeså godt fast i rillen og der skal derfor mindre til for at nålen hopper ud af rillen hvis man scratcher. Den Sfæriske nål derimod er mere spids i sin fysik, så den formår at opfange ligeligt fordelt spektre af mono og stereo billedet, dens spidse fysiske karakter gør også at den sidder bedre fast i rillen.
Da djing i hiphopmiljøet tog fart og der blev solgt flere pladespillere end guitarer i 80erne, vurderede ortofon danmark at de ville producere flere Spærsike nåle så djs kunne holde nålen bedre i plads når de scratchede. Pladespiller fabrikaten technics fulgte også denne bevægelse og tilpassede deres tonearme fra Lige tonearme til S-tonearme, dette gjorde at nålen fik en 45 graders vinkel opg derfor opnåede man at få en smule mere stereo billede selvom man brugte den spærfiske nål til scratching. Set i et tids hirstorisk perspektiv var det første gang i historien at musikafspiller producenter begyndte at skræddery deres instrumenter til en niche kultur som djing i hiphop miløjet.
Mit behov for at scratche min forskning har derfor gjort at jeg udelukkende brugt sfæriske nåle og S-tonearme på min pladespillere for at få det bedste af begge verdener.
Vægt og anitskate
Ved køb af pickupper og nåle følger dere oftest en brugsanvisning med hvor der bliver foreslået hvilken vægt man skal bruge på tonearmen (Ortofon henvisning). Denne vægt pålæggelse kan så i kombination med "antiskate indstillingen" påvirke at man får yderligere kontrol over hvilken side af rillen nålen skal læne sig op af mens den kører i rillen. Jeg opdagede at jo højere jeg satte min antiskate, des mere sled nålen sig op imod centrum af pladetallerkenen, dvs mod højre rille i det horisontale stereofelt. Derfor opstod der saturation og slidtage i stereo feltet på højre kanal.
Jeg vurderede at dette ikke var en fed indstilling for mig , og til min store overraskelse var det faktisk første gang jeg i hele min dj karrrier overhovedet forstod hvad denne antiskate gjorde.
Pladetallerken til dB ratio grafen
Denne graf viste sig at være gavnlig for mig da jeg skrev mit elektroniske partitur i Ableton live. Jeg kunne igennem ableton transponere de forskellige pladetallerkens hastigheder så de corelerede med ønskede toner, og med denne graf kunne jeg også blive mere opmærksom på vhroda njeg skulle tilpasse min gain og volume på mine lydfadere på min dj mixer.
Denne metode gjorde at jeg nu vidste at jeg i passager med lave registrere kunne være mere taktil i form af scratching hvorimod at jeg i højt registrere passager var nødt til at bruge hænderne mere på faderne så jeg kunne kontrollere dynamikken bedre.
Jeg har tidligere tænkt meget over hvor jeg skulle scratche i musikken. Denne emperi fra grafen løste dette problem for mig.
Hvad er der på pladerne?
Størstedelen af min forskning har hidtil foregået på enten preparerede pladespillere eller plader som jeg selv havde skåret til et kompositorisk formål. jeg kunne nu kigge tilbage og føre protokol over de forskellige lyde derfra. Men hele den soniske forskning blev vendt på hovedet når jeg hev plader ned min pladereol.
Der var så stor forskel på lydkvaliteten på disse plader. Hvillket et eller andet sted giver god mening eftersom at de er indspillet fra forskellige tider, af forskellige bands, i forskellige studier og trykket på forskellige fabrikker. Dertil var nogle af pladerne også mere brugte end andre hvilket også havde sit soniske afsæt. Som tidligere nævnt så er den mest brugte pladeformat vinyl, og gennemsnits vægten er mellem 140-180 gram. Men nogle af pladerne var helt nede på 90gram når jeg målte dem på min mikrovægt i studiet.
Følelsen af at gennelytte disse plader i studiet var isig selv en rejse. Jeg skulle hvergang én side var færdigspillet rejse mig op og vende pladen fysisk til den anden side. En tilgang jeg nærmest havde glædet væk fra da jeg for det meste lytter til spotify musik på min tlf. I spotify har jeg en tendens til at skippe fra album til album, nærmest efter at have hørt bloit en sang nogengange. På pladespilleren sad jeg nærmest og lyttede alle siderne af før jeg skiftede plade. Det var nærmest som et ritual jeg skulle gøre hvergang jeg lyttede til en bunke plader.
Denne tilgang gjorde at jeg endte med at lytte til hele plader og derved også opdage nye ting i disse albums. I min studycase "Vinyler på tværs af tid og sted" er det også tydeligt at min lydpalæt er konstrueret af meget forskellige plader. Disse plader er valgt ved at jeg sad en hel aften og nærmest sank ned i en hypnotisk stemning mens jeg drak kaffeog rejste ind i alle disse landsklab. Jeg skriver dette fordi at min arbejds metode er meget målrettet når jeg skærer mine egne plader, og ved at bruge denne "lyttemetode" følte jeg at musikken nærmest kom til mig. Det var uungåeligt for mig ikke at blive inspireret af alle disse lyde jeg ikke ledte efter, men som blot kom til mig.
Jeg lavede en masse øvelser hvor jeg markerede på vinylcoveret når jeg var stødt ind i et lydlandskab som talte til mig, for derefter at mixe dem sammen med en loop pedal. Nogengange kunne jeg mixe plader sammen som på ingen måder passede sammen på papiret. Forskellige tonearter, forskellige tempis og forskellige forbrugsspor og knitren. Det var befriende for mig og gav mig nærmest følelsen af at jeg igen var endt i 80érnes Sci fi musik domæne. Dette skyldes at blandingen af netop disse forskellige stemninger på pladerne gav mig konotationer til den mystiske atonalt musik genre som jeg kunne genkende fra bla soundtracket til film som (Alien Score Theme). I dette lydlink bruger Jerry Goldsmith en atonal teknik til at introducere et motiv som er ude af skalaen i tid: 00.30, og denne følelse var frygtindgydende og smuk på én gang da jeg så filmen som barn. Jeg kan tydeligt huske at det samme atonale værktøj var brugt i andre film såsom "Robocop" "Terminator" "Contact" "star trek etc. Senere læste jeg mig frem til at mange af disse filmkomponister i den tid var inspireret i stor stil af Komponisten "Charles Ives" med især hans værk : "The unanswered Question" Jeg sammenholdte denne atonale stil med min mixning af eks 2 vinylplader der intet havde at gøre med hinanden. På en måde var det en befrielse og et skridt mod at turde at tabe kontrollen et øjeblik. For at perspektivere det lidt, så var det bivirkning i hiphop musikken at tingende ikke altid stemte, men med genren atonalisme var det gjort med intentionen om at skabe denne følelse.
I min eftersøgen på andre vinyl entusiaster som mixede musikken på nogenlunde samme fandt jeg det hos Lydinstallations Kunstneren Maria Chavez, der enten knækkede plader og refragmenterede dem til en ny plade så det lød som "Music Concrete" for mig, eller når hun brugte den to-hovedet pickup til at samle 2 lydkilder på på éngang, der tilnærmelsesvis kunne give mig følelsen af Atonalisme som mine Sci Fi film.
HERTIL
Min kontesktualisering af den slidende lydæstetik
I værket cicek abbas arbejdede jeg med en transofmerende opslidende lyd der gradvis blev mere og mere ødelagt. Jeg havde et behov for at finde en større mening med dette, ideen er god, men hvordan kan jeg oversætte det til den virkelige verden? Hvilken betydning har nedbrydelse noget i livet?
Jeg tænkte her bla på hvordan vi som flygtninge følte at vi mistede vores irakiske identitet da vi flygtede, mit irakiske tilhørs forhold var som en farve der prællede af lidt af gangen for hverdag jeg boede i Danmark. Jeg var som så mange andre unge i en eller anden form for identitetskrise. Denne følelse fulgte mig faktisk helt op til mit voksne liv og jeg tog for alvor fat i denne følelse af at miste mig selv, da jeg fik lov til at skrive en opgave om det på kanidat uddannelsen i komposition. Jeg beskrev i denne opgavevideo hvordan det var at flygte og hvordan det var at påtage mig en ny identitet. Denne opgave ændrede mit liv på mange planer, jeg forstod for første gang at jeg faktisk var i en transformationsfase, hvor intet i mig blev reduceret eller negativt nedbrudt. Jeg linker til videon af denne kandidat opgave her hvis man skulle have lyst til at se den, og hvis den virker som en deroute til hele min solist forskning kan man blot skippe den: (Turkman Souljah Kanindat Eksamen)
Jeg konkludere nu at nedbrydelse kan være en smuk ting også.
Jeg valgte at lave endnu et nedbrydnings værk. Denne er inspireret af Kunstmaleren William Utermohlen. Han led af Alzheimers. Han begyndte at miste forbindelsen til sin egen personlighed og kunne til sidst ikke genkende sig selv teller andres omkring ham i takt med at hans sygdom var fremskridende.
Patricia Redmond som han var gift med opfordre ham til at blie ved med at male. Det var sjovt nok en egenskab han aldrig holdte op med at glemme. Hendes tanker med dette eksperiment var at han igennem sin kunst kunne bevare en del af hans personlighed og identitet ved at male selvportrætter. Det gjorde han så og i takt med at hans hjerne blev mere nedbrudt, mistede han tilsvarende hukommelsen. Det manifesterede sig selvfølgelig også i hans selvportrætter (LINK). Disse portrætter blev gradvist mere og mere nedbrudte, og til sidst kunne han ikke genkende sig selv i sine egne portrætter. Denne historie var meget rørende for mig. Jeg kunne sammenholde den med mange af mine andre flygtninge venner som ikke længere kunne genkende deres oprindelse eller rekontektualisere den i den nye verden de var flygtede til.
William Utermohlen´s historie, udseende og selvforståelse blev transformeret. Denne rørende historie har jeg valgt at lave et værk omkring.
Værk: Transformation
Besætning: En pladespiller og en Eurorack synthesizer.
Intention: Et konstellationsværk hvor én vinylplade skal køre i en lockgroove på en Niels Lyhne Lykkegård´s plade ved navnet SOUNDXSOUND. Lockgrooven og den forøgede vægt på nålen skaber en gradvis nedbrydelse af lyden. Denne degraderingssum bliver så opfanget af eurorack synthesizeren igennem et “transient til Cv, envelope follower-modul” , der ud fra denne stigende sum vil tænde for flere moduler. Den vil ligeledes sende information tilbage til pladespillerens tallerken, som så vil korrelere efterfølgende med forudsatte hastigheder og tonalskalaer igennem et quantizer-modul
Værket: I dette værk har jeg ingen kontrol over musikken, efter jeg har givet slip. Jeg har præpareret pladespilleren med en ledning, som stikker ud af pladen . Ved hver omdrejning kommer denne ledning i kontakt med et søm, som så sender signalet videre til min eurorack synthesizer, der ved hvert kontaktslag skruer yderligere op for diverse effekter på eurorack synthesizeren. Alt i alt bliver udtrykket mere og mere mættet.
Jeg har en intention om at dette værk nyfortolket skal fremgå til min symfoni , da den både representere min forskning med præparationer samt opfylder mit behov om at kunne kontekstualiere min kunst til den virkelige verden og ikke kun i mtit studie.
Resulatet
Værket Transformation
I næste menu på min Artist Research Catalogue redegøre jeg for hvilket pladespiller opstilling og konstellation jeg er endt med at bruge i min forskning til udførelsen af Polyfonisk pladespillerisme til min symfoni
