Hvorfor bruge ordet symfoni? 

Det en stærk titel. Men også en kontroversiel en af slagsen. Den sætter ting på spidsen og stiller spørgsmålstegn ved, hvad en symfoni egentlig er, og hvem der har ret til at bruge ordet. I dette afsnit vil jeg prøve at bevare disse spørgsmål. Indledningsvis vil jeg fortælle kort om min egen tilknytning til ordet for herefter at redegøre for brugen af det i et samfundsmæssigt perspektiv. 

Da jeg begyndte at scratche for omkring 20 år siden, fandt jeg min første pladespiller sammen med en bunke vinyler i en skraldespand. Jeg tog det hele med hjem og begyndte at scratche, selvom jeg ikke havde nogen form for musikalsk erfaring. Min viden om forskellige musikgenrer udviklede sig i takt med de plader, jeg lyttede til. Disse plader købte jeg på genbrugsmarkeder, lånte dem på biblioteket eller faldt blot over dem i flere skraldespande. En af disse plader var Beethovens 5. klaverkoncert på A-siden og et uddrag af Mozarts "Eine Kleine Nachtmusic" på B-siden. I starten scratchede jeg bare på pladen, men når jeg holdt en pause fra at scratche, lyttede jeg til musikken. I mødet med især disse to værker blev jeg forbløffet over den følelsesmæssige rejse, jeg kom på. Jeg kunne fornemme, at det var en slags historieformidling. Ligesom de historieanalyser vi lavede i folkeskolen. Der var en ro, som blev opløst af en slags udfordring. Denne blev så forløst igen mod slutningen, men på en ny måde. Her refererer jeg til tension, release, resolvement og motiv-modulationer. Min største drøm var at udtrykke mig på samme måde blot med pladespillere. Allerede her opstod idéen om en slags pladespillersymfoni – jeg kunne nærmest forestille mig det. Jeg følte dog, at pladespilleren til tider blev for dominerende for mit udtryk, da der jo allerede var musik på mine plader. 

Beethovens 5. Klaverkoncert starter ud med en stærk klaverintro, og det fik mig til at tænke, at jeg blev nødt til at udforske klaveret, hvis jeg ville lære at udtrykke mig på samme måde. I folkeskolen spurgte jeg derfor min musiklærer, om jeg måtte spille på klaveret, hvortil hun svarede, at det skulle jeg gøre mig fortjent til. Hvis jeg ovenikøbet nogensinde skulle have et ønske om at udtrykke mig symfonisk som de gamle klassikere, kunne jeg roligt glemme det. Det ville nemlig kræve, at jeg havde spillet klassisk musik fra barnsben, og siden alle elever i skolen primært kom fra fattige hjem, kunne ingen af os jo komme til det. Derfor var klaveret låst, sagde hun. Jeg følte for første gang, at der var lagt låg på mit ønske om at udtrykke mig – på grund af klasseforskel. 

Men denne klasseforskel fortsatte desværre også i andre samfundsmæssige sammenhænge. Jeg blev ofte stoppet af politiet, selvom jeg opførte mig pænt. Så ofte endda at jeg til sidst troede, at det var normalt. Jeg bemærkede dog, at det kun var mig og mine brune venner, der oplevede det. Vi blev ofte visiteret af vagterne i diverse indkøbscentre, fordi de troede, vi havde stjålet ting. Når jeg klagede over det, fik jeg at vide, at jeg skulle komme ud af offerrollen, og at statistikkerne åbenbart viste, at farvede mennesker oftere begik kriminalitet. Igen følte jeg, at der blev lagt restriktioner på, hvordan jeg måtte udtrykke mig. Heldigvis fandt jeg en befrielse i hiphop-musikken, da man i denne genre krævede sin ret til at udtrykke sig ved at være kompromisløs. Men der skulle ikke gå lang tid, før jeg også mødte restriktioner her. 

Der var et fuldstændigt udpenslet system for, hvordan rigtig hiphop skulle lyde. Bl.a. skulle beatsene være produceret på en sampler og gerne en Akai mpc og have et ukvantiseret swing som blev revolutioneret af Produceren Jdilla (Jdilla og det ukvantiserede swing), før det var anerkendt i hiphop-miljøet som real hiphop. Vi spoler nu tiden 20 år frem og tænder for medierne. Her hører vi statsminister Mette Frederiksen fortælle om en ny lov, der går ud på, at folk med anden etnisk baggrund kan forvente at blive stoppet af politiet, hvis de går i en bestemt slags tøj for herefter at blive modregnet de penge, de skylder staten, ved at aflevere tøjet. Loven bliver indført, da landets lovgivere mener, at den danske befolkning føler sig utrygge, når de møder farvede mennesker i den offentlige transport (Ekstern Link). Jeg nævner disse eksempler, fordi de konkretiserer, hvorfor jeg ganske enkelt føler mig reduceret til en statistik uden ret til at udtrykke mig. 

Jeg er derfor politisk, når jeg bruger ordet symfoni. Ordets etymologiske betydning er, at det er en samklang af instrumenter (LINK), men adskillelsen for mig opstår, når den bliver kombineret med samme etymologiske definition af ordet klassisk (LINK). Jeg remixer begrebet, bruger ordet symfoni på min præmis for netop at vise, at alle mennesker har ret til at udtrykke sig, som de vil. 

Min pladespillersymfoni har fået navnet, fordi det er min store drøm at kunne udtrykke de følelser, som min første klassiske vinylplade gav mig. For at tydeliggøre dette har jeg valgt at sample og remixe koncepter fra den typiske klassiske symfoni. 

Symfonien “remixet” og “samplet” 

Disse elementer og koncepter er ting, som jeg låner fra den klassiske verden og samtidig stiller i en skarp kontrast i min symfoni. Det gør jeg for at udpensle min vision om at udfordre klassicisme i kunsten og hacke begrebet symfoni. 

Akustisk hierarki vs. den akusmatiske pladespiller 

I en typisk orkesteropstilling er instrumenterne placeret efter, hvordan de akustisk bedst repræsenterer partituret og derved opnår det bedste soniske resultat. Dog oplever dirigenten nok at have den bedste repræsentation af lyden, og publikum må nøjes, alt efter hvor i koncertsalen de er placeret. En bedre lydoplevelse kan dog tilkøbes ved at vælge sæde efter priszone i forskellige koncertsale (LINK). I modsætning til dette system opfører hver pladespiller sin akusmatiske rolle og kan indtage adskillige roller i løbet af et værk. Da musikken i øvrigt er elektroakustisk og repræsenteres gennem et PA-system, kan lyden derfor ligeligt distribueres til publikum uanset priszone. 

Dirigenten vs. pladespilleristen 

Dirigenten anses som regel for forpersonen og fortolkeren af et partitur og må derfor give sin fulde opmærksomhed til partituret og derefter orkestret. Musikken er vigtig og skal for enhver pris behandles herefter. Men er dirigenten hovedpersonen, eller er det musikken? Og hvilken rolle spiller publikum her? Jeg sætter disse dynamikker på spidsen ved at vende ansigtet mod publikum i modsætning til dirigenten, der har ryggen vendt mod publikum. 

Det hellige partitur vs. vinylens riller 

Jeg sammenholder en vinylplade med et klassisk partitur, fordi musikken jo er på dem begge. Men det klassiske partitur skal bevares og helst gengives på en anerkendt facon uden for meget personlig præg fra dirigenten eller de respektive solister. Der opstår her en museumsagtig tilgang til musikken; du må gerne nyde den, men med visse forbehold. 

Da musik i den grad er organiseret lufttryk, vil jeg prøve at give mit publikum denne følelse ved at fjerne illusionen om, at en vinylplade ikke må lyde anderledes end det, der var intentionen fra den mekaniske udgivelse. Jeg vil ligeledes scratche på dem og fjerne illusionen om, at musikken ikke må berøres på det format, den er trykt, magnetiseret eller skåret på som vinyl, eller ved at røre og scratche på de riller, der i forvejen har sit eget Partiturudtryk, nemlig musikken derpå. 

De skrevne kadencer vs. de tomme kadencer 

Jeg opfatter de skrevne kadencer som endnu en klasseadskillelse i kunsten – et punkt, hvor man adskiller performeren og komponisten. Mozart skrev i al hemmelighed kadencer til sine elever i hans respektive værker (LINK), hvorimod Beethoven stolt anerkendte, at det var vigtigt for ham, at hans kadencer skulle være skrevne, så de ikke blev farvet af enkelte instrumentalisters middelmådige improvisationer mod hans egne intentioner (LINK). Med tiden har der i den grad været en klassicisme omkring hvilke kadencer der blev anset som anerkendte og hvilke der faldt uden for denne rolle, Beethovens 3 klaver koncert er et godt bud på dette. Krystian Zimermans kadence er den mest brugte i klassiske musik, mens Fazils Says kadence anses for at være en anelse for anatolsk og jazzet. I min søgen efter at have flydende grænser i dirigent-, solist- og komponistrollen efterlader jeg her plads i min symfoni ved at have en tom kadence, som skal improviseres i en af satserne. Og for at understrege mit forsøg på at fjerne disse klasseforskelle inviterer jeg her til interaktion med publikum. 

Publikums interaktion vs. angsten for at hoste 

For at opnå et publikums interaktion samt give symfonien et fælleseje inviterer jeg derfor i min tomme kadence publikum til at bidrage til fremførelsen ved at tilføje deres egne vinylplader. Jeg improviserer så i denne tomme kadence og skaber musikken på stedet sammen med dem. Dette har til formål at vise, at vinylpartiturerne også er flydende, og at jeg vil etablere en emotionel tilknytning til publikum. Pladerne, som vi ejer, er fra forskellige tider og forskellige steder. De vil udgøre summen af vores varierede smag og associationer til netop disse plader, men det, der forbinder os, er, at vi tilsammen bryder illusionen om et helligt partitur ved at skabe et nyt på stedet. Et partitur og et stykke musik, der tilhører os – i øjeblikket. I min symfoni efterlader jeg en tom kadence, så publikum og jeg kan improvisere den følelse, som aftenen måtte give os. 

Klassisk form vs. min form 

Jeg bygger min symfoni ud fra en række satser, som ikke bygger på konventionelle måder, en symfoni typisk er bygget op omkring. Da videodokumentation er et vigtigt element i min forskningsproces, vil jeg derfor starte med at vise en kortfilm eller afspille en audio historie, jeg har lavet, før hvert musikalsk afsnit. Disse video/audioer skal på en måde hænge sammen med det næste stykke musik, vi hører. Det kan være en historie om folk, der viser, hvilke plader de har, og hvornår de købte dem, hvilket muligvis kunne være indledningen til den tomme kadence i min symfoni. Jeg er stadig ved at udvikle disse tematikker, og det er noget, jeg ser frem til at dykke mere ned i på fjerde semester. 

Denne sidste tid

Med mine nye metateoretiske metoder og fornyede tekniske tilgange har jeg nu fået en bedre ide om, hvordan jeg vil bruge mit sidste semester for at komme i mål med min symfoni. Jeg har fundet en form, som er baseret på en udvalgt historiefortællingsteknik. Jeg er blevet mere bevidst om, at der er et dybere politisk lag med mit formål, og vigtigst af alt har jeg genfundet min emotionelle tilknytning til mit instrument. Dette vil forhåbentligt løfte min forsknings resultat til et højere niveau og samtidig tilføre den endnu mere dybde. For at opsummere ved jeg nu, at min symfoni skal bestå af en række satser. Før hver sats skal der være en video, som omhandler grunden til, at jeg har skrevet den respektive sats. Jeg ved, at der skal være en tom kadence, som involverer interaktion med publikum, og jeg ved, hvordan jeg skal styre mine pladespillere for at opnå de forskellige musikalske sekvenser i hver sats. Jeg er bevidst om, at musikken nu skal færdigkomponeres, og jeg ser frem til at dele resultatet med mine undervisere, klassekammerater og publikum. Kort sag: nu er der et udgangspunkt som je ger ved at nå i mål med.

Jeg nævner tidligere at jeg har skudt med sprede hagl i min forskning,
mit problem har aldrig været at få ideer eller at være produktiv, min udfordring har nok snarere været at tøjle disse elementer og bruge dem produktivt. Jeg har derfor haft en tendens til at lyde en anelse maksimalistisk i min musik. Der foregår meget, jeg vil dele og fortælle om så mange ting, jeg har opdaget. Med denne nye struktur og historiefortællingsmetode jeg har valgt at tage til mig, vil jeg gøre en indsats for nu at balancere udtrykket og finde ud af, hvor jeg skal være mættet i mit udtryk, og hvor jeg kan tillade mig at være mere simpel. 

Mit opgør med ordet symfoni har intet at gøre med at jeg har en vendetta mod klassisk musik. Jeg Kontektsualisere blot hvilke konsekvenser klassismen kan have for den enkelte individ i samfundet der føler at deres ret til at udtrykke sig bliver reduceret.

I Næste og sidste menu som hedder Replay på min Artist Research Catalogue vil jeg redergøre for hvad man kan forvente at se og høre til min symfoni