marts 2021
jeg har haft et fem ugers kursus med mia engberg.
jeg har prøvet lidt forskellige ting af for at komme ud af min stop.
filmet ting. sat billeder sammen. testet om de passer sammen. taler sammen.
jeg bruger fortsat lydene fra de forrige film.
jeg tænker mit projekt skal præsenteres i et multi-channel værk, som ann-sofi síden har gjort. skærme, fragmenter, lyde og tekst.
traumer har ikke en dramaturgi.
sorg har ikke en dramaturgi.
begær har ikke en dramaturgi.
de flyder sammen.
nogengange er de en og samme ting.
måder at leve med hinanden på.
nogen lever de af hinanden.
en sameksistens.
in this project i am interested in investigating the boundaries of trauma.
how do we understand sexuality when it has been used against us. can trauma pass on from generation? and how does my mothers and my story intertwine as we both have experienced sexual abuse in childhood
i'm interested in challenging the existing narrative.
when we meet and talk about victimes of sexual abuse in the media it is often from the same narrative:
the victime is either damagde in a way that influences their daily life, their general well-being, it has crippled them in their romantic relations for eternity
or the abuse has left the victime unable to sense own boundaries- both personal and sexual level
how can you- as a surviver of sexual abuse- re-claime sexual agency
i want to challenge the exsisting narrative and let the survivers use and express the power that lay within their sexuality and desire
without letting the prevoius experiences or social norms of how sexuality typically is portraited dictate how we understand the narrative
Jeg skal prøve forskellige ting af.
Billeder der passer sammen. Jeg forsøger mig at klippe billeder sammen, se flere objekter på éngang til de forskellige lyde, jeg har klippet sammen. Gør det noget, hvilken stemning skaber det?
jeg skal til kropsterapi. jeg har sammen med max fundet en mulig løsning på, hvordan vi bedst muligt optager kropslyde.
i blandt irriterer det mig, at folk er med på at det primært er et lydværk, men flere forslår at jeg optager min krop, en anden krop under kropsterapi. det er jo netop det vi skal væk fra.
jeg er spændt og nervøs. nervøs for om jeg kommer til at stole på udstyret. nervøs for at være der, kommer jeg til at være tilstede? kommer det til at fungere. jeg skulle jo, hvis det var rigtigt, have haft en med, som kunne være ansvarlig for indspilningerne. der er jeg ikke. jeg må gøre det her alene. måske med tiden? måske jeg må komme med nogen.
jeg har i dag cyklet til et lille firma, der sælger medicin udstyr til firmaer. jeg fik et ekstra stetoskophoved, gratis. jeg bliver begrejstret over udstyr og teknik. jeg synes det er spændende. det gør mig også glad at der ikke er et facit eller et rigtigt eller forkert- kroppen lyder, som kroppen lyder. det kan jeg ikke kontrollere.
jeg skulle teste ting af, jeg har haft en idé om at bruge en koreograf eller en danser til at lave en tolkning af mine indspilninger eller tekster. jeg sendte silja klimaks i reverb og to tekster. en om begær, en om overgreb. hun lod sig inspirere af klimaks/reverb og min tekst om begær. jeg synes ikke rigtig det fungere på sammen måde, som mine sammenklip eksempelvis. men det forstyrre mig også en smule. kan jeg være utilfreds med en tolkning? så styrer jeg det jo for meget. så er det vel ikke en tolkning, hvis jeg laver en selektion?
på vejen til kropsterapi bliver jeg bange jeg er overbevist om at jeg skal dø jeg er sikker på at jeg dør af det sådan har ejg ikke følt forud jeg havde planer om at jeg ville cykle
det er godt at bruge kroppen, tænkte jeg men min cykel driller om formiddagen og jeg kan mærke jeg er pirlig jeg kan ikke overskue ting der er besværlige vinteren kommer tilbage fra formiddagens tur for at hente stetoskopet og til jeg skal afsted det blæser som det kun jeg kender det fra danmark jeg tænker vejret fint afspejler min sindstilstand det er en form for fremtidsprofeti tænker jeg jeg er dramatisk jeg har det dramatisk sådan må det være i dag det kan ikke være anderledes
i epigenetikken taler man om
nedarvet traumer
at hugersnød,
krig, trafikuheld, forfølgelse
sætter sig i generne
at den næste generations dna
- en generation der endnu ikke er født -
kommer til at blive påvirket af de traumer
som deres forfædre oplever
at børn der er født af forældre
der har været i et trafikuheld
er mere ængstlige i trafikken
at børn fra forældre
der har levet i hungersnød
har større tendens til overvægt og diabetis
mor og jeg,
vi deler krop
jeg har hele dig
i halvdelen mig
mit ophav er et
ocean af kvinder,
deres erfaringer
er mine erfaringer
hvordan deres oplevelser
lagret sig i min krop
i mit kød
i mine sansninger ?
hvad er mit
hvad er dit
hvad er jeres
Du hører lyden af en projektor…
// jeg husker som barn, det lå mellem linjerne
du var blevet udsat for et overgreb da du var barn…
//Nu kan jeg ikke længere spørge dig //Du forsvandt for længst
Men inden da, begyndte vores historier at flette sig sammen
//den dag du fødte mig, tænkte du da på at jeg også ville blive udsat for et overgreb en dag? // Hvad gik igennem dit hoved, da jeg fortalte dig om, hvad der var sket? //Nu er det længe siden jeg var barn// Og jeg kom mig over det… Følte jeg
Men på det seneste er det som om der er noget der er begyndt at komme op til overfladen //Som når rådne rødder løsner sig fra det brakliggene søbund // Det bobler- og de stiger op som uigenkaldelige objekter
Jeg tror ikke det er mit overgreb, der prøver at skubbe sig igennem mine knogler // Som sætter sig i mit væv og som griber ind og tager mine tanke, når orgasmen er ved at belønne mig med et sekund af åndsfravær.
Er det dig?
Er det dine traumer? Din krops oplevelser, som nu presser sig på igennem mig?
der er en diskrepans mellem vores liv. tid er kløften. den ikke diegetiske oplevelse. den som løfter sig. min krop er den å, hvor tiden og oplevelserne nu flyder igennem. det er ikke kun mine, men også jeres: har jeg en ærlig chance for at hele de sår som i ikke vil se til?
"She showed me that everything that is taken from you can be reclaimed"
mia engberg on marguerite duras, the visual silence page 6
jeg tænker over det visuelt døde rum.
ubehaget som opstår når vi høre noget.
jeg vil arbejde med sorte billeder. men jeg vil også arbejde med stilhed midt i mine værker. det skal jeg teste af.
jeg skriver en tekst om begær og sætter forskellige billeder sammen. jeg bruger ikke teksten om begær, men har den i tankerne og indsætter derfefter lyde fra kropsoptagelser. tildels synes jeg det frembringer stemninger jeg er ude efter. det underbygger på en eller anden måde
jeg tænker på mia engbergs baby belleville.
jeg tænker på stemininger.
jeg tænker over disonnansen mellem billeder og lyd
jeg tænker på disonansen mellem det som vi forventer af mediet og det som vi bliver præsenteret for
det skaber rum for noget nyt
det skaber plads for at vi ser tingene på en lidt anderledes måde end vi vaneligvis vil
jeg tænker om jeg ikke skal bruge stemmen til at fortælle historien
skal kroppen, den der er centrum for overgrebet, have agensen tilbage?
skal jeg sætte benspænd for mig selv?
skal jeg lave dogmaer for at jeg kan være i processen.
rammen hvorved jeg kan skabe i
den må ikke være for stor
så bliver det for flydende
så bliver jeg paralyseret af friheden
skal jeg lave en regl om at jeg ikke må klippe billeder sammen til lyden
undgå at finde en melodi
undgå at skabe en dramaturgi
skal jeg lave en regl om at der skal indgå både mørke og stilhed i mine værker
hvad sker der så
og hvordan skal jeg komme i gang med at klippe kropsoptagelserne?
kan jeg fortælle denne her historie, eller er det kroppen der skal fortælle den? Er der ord til det her, eller skal kroppen bruge sit eget sprog?
noget har ændret sig.
tid. Tid og kakafoni. ikke prøve at kontrollere eller orkestrere mine lyde- jeg lægger dem oveni hinanden. På den måde bliver det ikke så meget mig.
time and randomization as a work methode.
I løbet af methlab skal vi udgå fra skulpturer.
Det er grænseoverskridende.
Det er altid grænseoverskridende at bruge en del af sig selv.
anden methlab får jeg mine medstuderende til at lytte til et værk jeg har gjort. Fra kropsterapien. Jeg arbejder hurtigt. Klipper hurtigt noget sammen. beder dem om at lytte. Forklare ikke.
Tid og ikke at tænke æstetisk, men en form for cut-up af lyden gør at det ikke længere føles som mig.
det hjælper
oktober
Jeg har set min barndoms synder på DR.
Det handler om to voksne, der i deres ungdom blev voldtægtet. Begge har haft svært ved sunde relationer efter voldtægten og har haft problemer med alkohol og følt en stor skam.
Screendump fra filmen Våga minnes af Ewa Cederstam
november.
jeg har set at våga minnes.
det er en voldsom historie. jeg tænker på om jeg har ret til at tage tid med min. Mit var ikke i nærheden af hendes. jeg tænker, hvorfor skal jeg fylde med noget som jeg kalder et ikke problem. men jeg tænker også på at nu mere tid jeg bruger på det, nu mere svært bliver det at være i. Hvad nu hvis jeg mister mig selv?
Jeg tænker også på at Ewa har svært ved intimitet. Hendes mand vil gerne have at hun er mere tilgængelig. fysisk. jeg får en fornemmelse af væmmelse, for hvis nogen gerne vil have din krop er mere tilgængelig kan det føles som om det ikke er én den anden vil, men ens krop.
november
jeg læste den fremmede af camus i sommers. jeg kunne ikke finde ud ad hvad jeg synes om bogen og hvorfor den gjorde indtryk på mig, men nu tror jeg, jeg forstår at det er absurditeten, forståelsen af, at kroppen på nogen måder er vores fængsel.
november
Jeg har læst i the body keeps the score af bessel van de kolk.
Jeg bliver sur over at se mig selv som et tekstbogs eksempel. Jeg blive arrig, når jeg skal i en kasse.
For så er jeg jo ikke mig, så er jeg bare en reaktion.
men på en måde er det også dejligt at se en spejling eller i det mindste blive bekræftet i at, man nogle gange kæmper med nogle ting.
9 december
Jeg tænker på om stemmen skal være den, der fortæller historien. Skal jeg overlade kroppen til at fortælle historien.
Jeg er optaget af narrativer. De historier vi fortæller om os selv. Skal jeg overlade kroppen til at fortælle historien. Den historie der er blottet for fasttømret fortællinger?
10 december
I dag kom jeg i tanke om en danske radio-dokumentar :rystelsen, der handler om en hjernerystelse.
I dokumentaren bruger dokumentaristen tid med en tonemester på at genskabe, hvordan dokumentaristen oplevede hjernerystelsen. Hvordan det lød. Hvordan kroppen blev hendes fængsel.
Det taler på en måde ind i mit projekt.
De her dage har jeg ingen energi til at gå ind i det. Jeg ved ikke fra hvilken vinkel, jeg skal gå ind i det.
Jeg orker ikke at det hele skal være deprimerende. At andre oplever mig som mørk og deprimerende.
Som en osteklokke man ikke kan komme ud af.
december
stacey sacks bruger masker for komme i kontakt med forfædre.
ester martin talte om sit proejkt med at udforske en dramaturgi, som ikke taler ind i den allerede etablerede. om den kropslige oplevelse. jeg føler der er et fællesfodsalg på en måde
Da jeg søgte ind på skolen, gjorde jeg det ud fra en forestilling om at jeg skulle finde ud af, hvordan man på en energi-fyldt og positiv-måde kunne have agens over sin egen seksualitet, selvom det er blevet brugt mod en.
jeg har altid været ”afklaret”/hvilet i min seksualitet, men også følt en ambivalens omkring at "bruge" den.
da jeg kom sverige, og det som om det var min mors overgreb, hendes traume kom til overfladen. som om sårbarheden lå i hende og ikke i mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få adgang til hende igen.
nu føler jeg, jeg er et deprimerende kliché på, hvordan seksuelle ofre altid skildres. jeg ved ikke hvad der er mit, hvad der er samfundets, hvad der er min mors. Det hele smelter sammen og tilbage er der bare, at jeg får en dårlig smag i munden, når jeg får lyst til sex
kan jeg fortælle denne her historie, eller er det kroppen der skal fortælle den? Er der ord til det her, eller skal kroppen bruge sit eget sprog.
jeg kan huske da jeg var barn, sagde jeg at det ikke var hændt mig. det var hændt min krop. det var ikke mig som sådan. det var min krop
vejledning:
Jeg har haft vejledning i dag, jeg troede ikke det ville være særlig brugbart, men katarina forsikrede mig om at jeg er på rette spor og at der er flere kunstnere der taler ind i det jeg er optaget af. Samtidig er det fedt at se hvordan trådene hænger sammen med overvejelser jeg har haft forud om narative vi taler om os selv, at bruge mediet på en anden måde og lade kroppen fortælle historien. jeg mærker at der er en lysning og et drive, som længe har været væk
december
vi har haft et kursus om film som en filosofisk praksis. de taler om new materialism og embodied knowledge: jeg skal læse op på donna haraway.
3 januar 2021.
Jeg fik endelig læst det sidste kapitel i visual silence af mia engberg
Jeg har tidligere i teksten understreegt en passage omkring modtagelsen af dirty diaries.
paradokset, hvordan modtagelsen var med til at understrege at skal man "udstille" sin seksualitet, "skal" det gøres med tanke på om det vil please et mandligt publikum.
At en seksualitet kun skal fremstilles, hvis den er appetitvækkende.
vi skal ikke væmmes, hvis vi bruger seksualiteten. det gør mig vred, men jeg mærker også at det netop er den struktur som jeg er opflasket med, som gør dele af mit projekt svært.
Jeg kommer til at tænke over mit eget forhold til min egen krop i en seksuel kontekst over den sidste tid.
For godt en måned siden havde jeg nogle dage, hvor jeg følte væmmelse ved min krops reaktion. Jeg stolede ikke længere på den, for det er jo den, som det hele var sket overfor.
Indenfor psykologi kalder man det vist depersonalization-derealization. når man som overlevelsesstrategi adskiller krop og sind. Det er smart i øjeblikket. Senere kan det blive et problem.
Jeg er bange for den tanke- for ofte er det at være i min krop også den følelse, den letteste adgang og måde at føle total frihed på
Januar:
Skal mit projekt være "a study in desire" istedet for det her deprimerende pis?
januar: jeg var til eksamen i meth lab. jeg viste min film. jeg synes det var jobbigt. det var ænkeligt at vise frem, på den anden side så blev det godt modtaget. folk var interesseret i det jeg havde lavet. jeg svarede lidt irriterende på hvilke tanker jeg havde gjort med kameraføringen
erik sendte mig en reference
nu har jeg været med i research week og jeg er peppet og spændt på mit projekt i fremtiden. jeg føler det har en berettigelse.
i dag (22jan) fik jeg rykket på en masse ting, som jeg har haft en blokade overfor.
det er voldsomt irriterende at det har været sådan, men nu er energien god og jeg forsætter på den lidt endnu.
13 januar
jeg var til eksamen i går.
det var en irriterende oplevelse fordi jeg ikke følte jeg fik formuleret det jeg ville
jeg i tanke om bobbi jene, a study on effort
i dag kom jeg i tanke om en udstilling jeg så på copenhagen comtempory, en kvinde filmer sin egen besvimelse og underlige lyde kommer fra hendes krop: marianne simnette
Jeg har været til en intro samtale forud for emdr terapi. Terapeuten sagde da jeg indledte med mit proejkt at jeg var modig. Jeg gider ikke at være modig. Det er en tom kompliment.
TO DO
kropsterapeut-hvem skal jeg tage fat i?
https://www.the-gaia-method.com/team
optag din egen krop
læs mere om traumer
læs bog færdig
skriv i en gruppe
skriv i to grupper
skriv til tanjas ven
skriv til emilies ven ewa
LINKS
DR DOKUMENTAR
https://www.dr.dk/radio/p1/rystelsen
RADIO24SYV DOKUMENTAR
https://vimeo.com/402145945?fbclid=IwAR0SW8LbxelGz4tEBPggbNg6-YNNaPCx0ITtt4agN9Ko4nHvs2jcDKNLsbA
kan jeg fortælle denne her historie, eller er det kroppen der skal fortælle den? Er der ord til det her, eller skal kroppen bruge sit egen sprog.
jeg kan huske da jeg var barn, sagde jeg at det ikke var hændt mig. det var hændt min krop. det var ikke mig som sådan. det var min krop, der havde været udsat. Ikke mig.
https://copenhagencontemporary.org/en/marianna-simnett/
bobbi jene a study on effort
https://fourthree.boilerroom.tv/film/mona-hatoum-corps-etranger-1994