Hvem må spille hvad?
Diskussionen vedrørende repræsentation og diversitet i scenekunsten har længe fyldt i den offentlige samtale – både i Danmark og Norge. For nylig offentliggjorde Nationaltheateret i Oslo rapporten Å spille hvit (2024), der sætter fokus på melaninrige skuespilleres oplevelser på teatret fra 2019 til 2024 – og som ifølge Mungo Parks kommunikationschef, Firat Jakob Tas, ligeledes burde få alarmklokkerne til at ringe i Danmark (Tas, 2025). Rapporten er udarbejdet af Maria Utsi og Mathias Danbolt og udtrykker bl.a. en kritik af den eksisterende forvaltning af forskellighed: “Når kan jeg spille en helt vanlig person som føler menneskelige ting som vi alle føler, hvorfor må jeg spille min identitet og noe som har med det å gjøre, når kan jeg være uavhengig av dette?” (Utsi & Danholt, 2024, 32).
Som konsekvens af dette bemærker formand for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, at der er opstået en øget bevidsthed og “[...] et større krav om autenticitet, repræsentation og diversitet – både fra forbrugerne, men også fra kunstnerne selv” (Snedker & Nielsen, 2023). Flere skuespillere er derfor blevet mere kritiske overfor de roller, de møder – heriblandt skuespilleren Lucia Vinde Dirchsen, som mener at queerminoriteten skal have lov til at fortælle deres egne historier: “[...] vi kommer med vores egen krop, vores egen stemme, vores egen livserfaring – det er det, vi bruger og sætter i scene. Ved at lade en queer-skuespiller spille en queer-rolle, så tror jeg, man får et nuanceret, ærligt og kærligt portræt.” (Snedker, 2023). Spørgsmålet, der dukker op i debatten igen og igen, er derfor ikke bare, hvem som kan spille hvad, men hvem som har ret til at repræsentere bestemte og ikke mindst universelle mennesketyper på scenen.
Teksten udtrykker på poetisk vis teatrets ønske om at overraske sit publikum, men peger samtidig på kunstens transformative kraft, når der ‘fra suppen rejser sig et levende kadaver’ (Sort/Hvid, u.å.). En kraft, der ligeledes lægges vægt på i bogen Truth Is Concrete: A Handbook for Artistic Strategies in Real Politics (2014). Her beskrives det, hvordan kunsten tilbyder muligheden for at ‘bøje’ og transformere virkeligheden gennem fantasi og fiktion (Steirischer herbst & Malzacher, 2014, 6). Den amerikanske forfatter Andrew Boyd forklarer yderligere, hvordan kunstneriske spektakler kan tage en aktivistisk position ved at synliggøre det usynlige for på denne måde at motivere sit publikum til handling: “[...] even if reality is bent out of shape for only a moment, it rarely snaps neatly back into place” (Ibid., 153-154). Boyd understreger dog samtidig, at man som kunstner må være opmærksom på, at ens interventioner har den ønskede effekt (Ibid., 155).
Når denne serie ønsker at udfordre, hvordan vi forvalter og diskuterer diversitet og repræsentation, er det netop for at gøre en alternativ virkelighed synlig. En dag i dit liv deler således Sort/Hvids vision om at opnå transformation gennem kunst, ved at ‘ruske’ publikum til at tænke anderledes. Med tanke på den aktuelle og til tider højspændte debat om repræsentation har samarbejdet med teatret haft stor betydning for processen. Ikke mindst på grund af erfaringen med den blandede modtagelse, som denne form for politiske projekter kan få, men i lige så høj grad fordi teatret har faciliteret et rum for eksperimenter og fordomsfri sparring i forhold til etiske overvejelser. Som kunstner har det her været vigtig for mig at reflektere over, hvorvidt jeg handler ansvarligt, med den magt og de privilegier jeg har som hvid, cis kvinde. Hvordan sikrer jeg mig, at projektet gør alle scenekunstnere (og ikke bare de, der ligner mig) frie til at skabe meningsfulde repræsentationer gennem fiktionen – uanset deres personlige identitet? Hvordan sikrer jeg, at jeg ikke med min bias skaber ubevidste nedladende karikaturer?
At sige det
I konceptualiseringen af projektet har jeg forsøgt at skabe et mangfoldigt univers ved at inddrage forskellige perspektiver. Hver forestilling repræsenterer derfor en person fra hver sin befolkningsgruppe – hhv. en mellemøstelig kvinde, en hvid mand, en nonbinær person, en gammel kvinde og en funktionsnedsat mand. Karaktererne spilles dog alle af skuespillere, hvis private identitet er i uoverensstemmelse med karakterens for på denne måde at undersøge, hvorvidt teatret som medie fortsat evner at skabe en overbevisende og kærlig fiktion.
Rækkefølgen på forestillingerne og fordelingen af roller ser ud som følgende:
Qua sit koncept placerer En dag i dit liv sig solidt i en postdramatisk tradition, hvor teatret har fået en mere fragmenteret og mangesidet forståelse af tekst og performance – og ikke mindst af subjektivitet og identitet (Thygesen, 2025, 70-71). I sin bog Traces of Dialogue: Language, Identity and Form in European Postdramatic Theatre (2025) anvender dramaturg Mads Thygesen begreberne l’énonce og l’énonciation af den franske lingvist til at at skelne mellem henholdsvis ‘det der bliver sagt’ og ‘handlingen at sige det’ (Ibid., 27). I en scenekunstnerisk sammenhæng knytter Thygesen l’énonciation til den proces, hvor mening opstår ved at realisere sproget gennem forestillingens handlinger (verbale, fysiske eller visuelle), i en unik manifestation af kunstnerisk intention, oplevelse og fortolkning (Ibid., 25).
Den dramatiske tekst er således ikke dominerende meningsbærer i iscenesættelsen af En dag i dit liv, men bliver i stedet set som et foranderligt materiale på lige fod med andre teatrale materialer (Ibid., 77). I serien opstår der derfor diskrepanser mellem l’enonce – at skuespilleren med sine replikker siger “jeg er kvinde” – og l’énonciation – at skuespilleren gennem sin private identitet symboliserer en mand. Jeg hverken ville eller kunne fudstændig fjerne de ‘private’ symboler som skuespillerens krop udsendte i det teatrale rum, og derfor var både l’énonce og l’énonciation med til at skabe en fælles, dialektisk mening.
Kunstens transformative kraft
Som co-producent har Teater Sort/Hvids fysiske såvel som ideologiske rammer været med til at forme seriens kritiske blik på den aktuelle samfundsdebat. Teatret har eksisteret siden 1972, men markerede sig særligt blandt de små storbyteatre under ledelsen af dramatiker og instruktør Christian Lollike fra 2011 (Sort/Hvid, u.å.). Med et repertoire, der udforsker samtidens eksistentielle tabuer og politiske fantasier på tværs af genrer og kunstarter, er Sort/Hvid kendt for at skabe radikal og grænsesøgende scenekunst i krydsfeltet mellem kunst, etik og politik (Ibid.). Deres projekter har også mere end én gang ført til heftige debatter blandt både publikum og andre scenekunstnere – f.eks. i forbindelse med forestillingen Black Madonna i 2018, der brugte både blackface og det voldelige N-ord i sin iscenesættelse af kunstneren Madam Nielsen (Schultz, 2018). Trods dette står Sort/Hvid dog fast på sine principper for scenekunsten og understreger, at teatret ikke er et ‘safe space’ (Ibid.). Denne kompromisløse tilgang til scenekunst afspejles ligeledes i denne tekst, som møder publikum på teatrets hjemmeside:
Resultaterne fra disse interviews lagde grundlaget for karakterernes visuelle særpræg og egenskaber og gav mig ligeledes et nuanceret indblik i gruppens tanker og oplevelser vedrørende repræsentation, diversitet og æstetik. På denne måde har jeg som kostumedesigner vekslet mellem et forståelses- og et fortolkningsmodus. Arbejdsprocessen bestod således af syv dele: 1) Research, 2) 1. udkast til kostume, 3) Tilbagemeldinger fra fokusgruppe og kunstnerisk hold, 4) Udarbejdelse af kostumeskitse med ændringer, 5) Produktion af kostumet, 6) Praktiske justeringer af kostumet i forbindelse med iscenesættelsen og 7) Forestillingsperiode. Kronologien i arbejdsprocessen gjorde desuden det muligt at anvende erfaringerne fra én forestilling til den næste, og skabte dermed samhørighed gennem hele serien.
Indlevelse og identifikation
Gennem fokusgruppesamtalerne beskrev flere af deltagerne, hvordan urealistiske detaljer i repræsentationer ofte afslører en uvidenhed hos de, der skaber dem (Bilag 1, 1). Når man som ‘vidende’ medlem af den pågældende gruppe, ser denne type repræsentation, tages man derfor ud af fiktionen (Ibid.). Den manglende troværdighed gør det så at sige vanskeligt at leve sig ind i karakteren.
I sin bog Role Playing and Identity: The Limits of Theatre as Metaphor (1982) udforsker den amerikanske filosof Bruce Wilshire, hvordan publikumsidentifikation kommer i spil i teaterforestillinger (Wilshire, 1982, 31). Wilshire argumenterer for, at der altid forekommer en form for ‘efterligning’ i teateret, idet skuespilleren ikke kan stå på scenen uden at ‘stå i stedet’ for en type menneske (Ibid., 30). I forlængelse af dette skelner han dog mellem begreberne enactment og impersonation: “Art gets at the general senses of things through ‘individuals’ enacted by individuals. [...] They find what applies to themselves: the universal which resonates within each, so that the question of each life is put at issue. A skillful impersonator, on the other hand merely excites their curiosity or astonishes them for a moment, as a circus performer might do.” (Ibid., 31). I designprocessen af kostumerne blev det derfor vigtigt, at skabe en meningsfuld efterligning, som publikum ville kunne identificere sig med – og ikke blot finde underholdende.
For at inkludere realistiske elementer, som kunne sikre dette, valgte jeg derfor at arbejde med collage i min visuelle formidling af kostumerne. Collagerne blev her sammensat af diverse udklip fra magasiner, sociale medier, aviser og lignende, og fik således en automatisk forankring i virkeligheden. Jeg fokuserede ligeledes på at give den enkelte karakter træk, som ikke var forbundet med køn, alder, etnisitet eller kropsmobilitet, for på denne måde at skabe en form for arketypisk grundfølelse, som ville vække genkendelighed på tværs af befolkningsgrupper.
Kostumedesignet havde aldrig som mål at skjule skuespillerens private identitet, men forsøgte netop at give plads til de flertydige og modsatrettede symboler. Ved at bibeholde diskrepansen mellem l’énonce og l’énonciation vil jeg argumentere for, at repræsentationen åbnede op for nye perspektiver på karakteren og den pågældende befolkningsgruppe. Ved f.eks. at se en kvinde stå i stedet for en mand, blev publikum skubbet ud over deres forudindtagede holdninger og tvunget til at se forbi den stereotypiske ‘manderolle’. Dette gav nuancer til både karaktererne og deres konflikter og sikrede, at jeg undgik overdrevne karikaturer eller glorificeringer. Ved at gøre både virkeligheden og fiktionslaget synligt, skabte forestillingerne på denne måde enactment frem for impersonation.
Den oprigtige tryllekunstner
“We need to say that theatre is both playful and serious, and that while in one sense it is deceitful, in another it can be truthful.” (Wilshire, 1982, 26).
Teatret er ikke bare én ting – gennem sit bedrag kan det fortælle os en sandhed, som vi ellers ville have haft svært ved at høre. Alligevel bliver der i dag ofte sat lighedstegn mellem autenticitet og evnen til at skabe indlevelse på scenen. En dag i dit liv har vist, hvordan skuespilleren kan træde frem på scenen som en form for ‘oprigtig tryllekunster’. Som publikum gennemskuer vi hurtigt løgnen, men det betyder ikke, at den ikke kan ‘fange’ os og skabe en fiktion, der er værd at leve sig ind i – måske den endda får os til at se et andet perspektiv.
Med dette sagt er projektet absolut ikke fejlfrit. Det indebærer mange blinde vinkler, trods grundig research, fordi jeg (som alle andre) aldrig vil kunne opleve verden fra andet end mit eget ståsted – men måske er dette netop hele pointen med forestillingsserien. Vi har alle vores personlige udgangspunkt, men vi kommer ikke nærmere hinanden ved kun at sætte ord på os selv. Teatret tilbyder os en oplagt mulighed for at stå i hinandens sted, og den mulighed mener jeg, at vi bør udnytte.
Arbejdsproces
På baggrund af disse etiske overvejelser blev det hurtigt klart, at en grundig researchproces var nødvendig. I udviklingsfasen til hver forestilling har jeg derfor udført tre fokusgruppeinterviews med personer fra hver af de udvalgte befolkningsgrupper. Gennem denne metode har deltagerne haft mulighed for at respondere samtidigt for derved at fokusere på en fælles konstruktion af mening (Aarhus Universitet, u.å.). Jeg havde hertil forberedt fem spørgsmål til at styre samtalen ud fra, men var ligeledes opmærksom på at facilitere en fri interaktion mellem deltagerne. Her ses et udkast fra 2. interview i researchfasen til forestillingen om Emil:
En dag i dit liv
Dette projekt har haft til formål at undersøge, hvad teatrets fiktionalitet tillader og tilbyder os som scenekunstnere i forhold til repræsentation i dag. Jeg har ønsket at udfordre ideen om skuespillerens identitet som betydningsbærer i forestillingens fiktion og arbejdet ud fra en hypotese om, at vi mister fokus fra det egentlige problem, når vi insisterer på at inddele skuespillere efter bestemte identitetsmarkører.
Projektets hoveddele består af fem forestillinger, der spiller på Teater Sort/Hvid i København med omkring et halvt års mellemrum fra efteråret 2026 til og med efteråret 2028 under titlen En dag i dit liv. Forestillingerne indgår i et fælles univers, men følger hver sin karakter gennem ét døgn. Man kan således anskue forestillingerne som ‘episoder’ i en samlet ‘sæson’, hvor man som publikum kan vælge at se alle i en lineær dramaturgi eller udvælge bestemte episoder, der opleves mere fragmentarisk. Jeg har i projektet taget en dobbeltrolle som både konceptudvikler og kostumedesigner, hvorfor jeg har arbejdet forskelligt alt efter projektets faser. I projektets opstartsfase har jeg primært fungeret som konceptudvikler og været med til at udtænke forestillingsseriens scenekunstneriske grundpræmisser for derefter at indsnævre mit fokus på projektets visuelle udtryk og kostumedesign i udviklings- og realiseringsfasen.
Litteraturliste
Aarhus Universitet. (u.å.). Fokusgruppeinterview. Metodeguiden.
https://metodeguiden.au.dk/fokusgruppeinterview (Sidst besøgt 24. november, 2025).
Schultz, L. L. (2018). Ikke noget safe space: Madame Nielsen i Sort/Hvid [Teateranmeldelse af Black Madonna, af Christian Lollike]. Peripeti: Tidsskrift for dramaturgiske studier.
https://www.peripeti.dk/2018/05/22/5665/
Snedker, V. S. & Nielsen, M. R. (2023, 17. februar). Skuespillere siger nej til stereotype roller: ‘Unge i dag stiller meget større krav, end vi gamle røvhuller gjorde’. Danmarks Radio (DR).
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/skuespillere-siger-nej-til-stereotype-roller-unge-i-dag-stiller-meget-stoerre-krav (sidst besøgt 24. november, 2025).
Snedker, V. S. (2023, 18. februar). Lucia har en mission som skuespiller: ‘Jeg kæmper for en branche, hvor vi alle sammen skal kunne være her’. Danmarks Radio (DR).
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/lucia-har-en-mission-som-skuespiller-jeg-kaemper-en-branche-hvor-vi-alle-sammen-skal (sidst besøgt 24. november, 2025).
Sort/Hvid. (u.å.). Historie. Sort/Hvid.
https://sort-hvid.dk/historie/ (sidst besøgt 24. november, 2025).
Steirischer herbst & Malzacher, F. (Eds.). (2014). Truth is concrete: A handbook for artistic strategies in real politics. Sternberg Press.
Tas, F. J. (2025, 17. februar). Debat: Rapport om repræsentation på Norges nationalscene bør få alarmklokkerne til at ringe i Danmark. Kulturmonitor, Monitormedier.
https://kulturmonitor.dk/debat/art10284343/Rapport-om-repr%C3%A6sentationen-p%C3%A5-Norges-nationalscene-b%C3%B8r-f%C3%A5-alarmklokkerne-til-at-ringe-i-Danmark (sidst besøgt 24. november, 2025).
Thygesen, M. (2025). Traces of Dialogue: Language, Identity and Form in European Postdramatic Theatre (1. udg.). Bloomsbury Publishing.
https://doi.org/10.5040/9781350518209
Utsi, M. & Danbolt, M. (2024). Å spille hvit: En kartlegging av melaninrike skuespilleres erfaringer ved Nationaltheatret 2019-2024. Utsi//Danbolt AS.
https://www.nationaltheatret.no/globalassets/om-nationaltheatret/rapporter/utsi_danbolt_a-spille-hvit_nationaltheatret_2024-_nov.pdf
Wilshire, B. W. (1982). Role Playing and Identity: The Limits of Theatre as Metaphor. Indiana University Press.
Note: refererede sidetal henviser til e-bogens sidetal, da det ikke var muligt at finde sidetal, der stemte overens med indholdsfortegnelsen.
Bilag
1) Uddrag fra interview 5.2: 17. august 2028.
Kunstig intelligens
Google Labs. (2025). NotebookLM (version fra november 2025) [Virtuel forskningsassistent baseret på den store sprogmodel Google Gemini]. https://notebooklm.google.com/
Assistenten blev anvendt til at organisere og skabe overblik over litteraturen.
Microsoft. (2025). M365 Copilot (version fra november 2025) [Værktøj baseret på Microsofts store sprogmodeller]. https://m365.cloud.microsoft/
Værktøjet blev anvendt til idéudvikling samt udarbejdelse af bilag 1.
Kunstig intelligens har ikke været anvendt til at generere tekst til selve opgaven.
